Trykt i Politiken, 1. december 2001:

Interview: Vi er alt for loyale

AF Benjamin Holst

Det undrer mig, at det ikke i højere grad er blevet påpeget, at ’11. september’ dybest set har noget at gøre med de skrigende sociale og økonomiske uligheder i verden, siger Poul Villaume.

Har debatten om USA’s rolle efter 11. september været tilstrækkeligt nuanceret i Danmark?

»Nej. De virkelig kritiske indlæg er kommet i form af oversættelser fra fremtrædende debattører og respekterede eksperter i det store udland«.

Hvorfor tror du, de kritiske røster herhjemme er så marginale?

»Sammenlignet med f.eks. de andre nordiske lande har Danmark siden den kolde krigs afslutning været nærmest overloyal over for USAs udenrigspolitik, og ikke mindst over for USA’s militære interventioner. Under den kolde krig forholdt Danmark sig ofte mere selvstændigt til USAs politik end i dag. Men i lyset af Attacbevægelsen kan det undre, at det ikke i højere grad er blevet påpeget, at den forbryderiske terroraktion 11. september dybest set har noget at gøre med de skrigende sociale og økonomiske uligheder i verden og med den ydmygende politik, de vestlige stormagter har ført over for den arabiske og islamiske verden. Historisk set har Vesten lige siden 1920erne primært set på den arabiske verden gennem en olietønde. Det vil sige af økonomiske og strategiske grunde allieret sig med korrupte og undertrykkende lokale eliter for at sikre ‘stabiliteten’ i området«.

Men terrorbekæmpelsen må vel stå øverst på dagsordenen lige nu?

»Terrorisme er ikke hovedproblemet i verden i dag. Terrorismen er et ekstremt symptom på nogle af de fundamentale sygdomme i verdensordenen.

”Ifølge FN dør op mod 100.000 mennesker hver dag, år ud og år ind, af sult og sultrelaterede sygdomme. UNDP har skønnet, at der ved en målrettet indsats på få år kan skaffes mad, rent vand, medicin og grunduddannelse til alle nødlidende i denne verden for et årligt beløb på 40 milliarder dollar. Det er fem procent af verdens samlede militære udgifter pr. år. Hvor længe tror man, at så uhyrlige misforhold – man kunne kalde det ‘strukturel terror’ – kan opretholdes, uden at der kommer en voldsom reaktion? Jeg undrer mig mest over, at det ikke er sket før«.

Nogle ville stemple dine tolkninger som antiamerikanske?

»Skældsordet antiamerikanisme bruges alt for ofte til at lukke munden på dem, der er kritiske over for dele af USAs og dets allieredes politik. Det er en refleks af præsident Bushs retorik om, at dette er en kamp mellem ‘det gode og det onde’, og at »de, der ikke er med os, er imod os«. Den slags fundamentalisme truer demokratiet. Kendere af den arabiske verden siger, at det store flertal dér på mange måder ser op til USA, og man sender med glæde sine døtre og sønner på uddannelse i USA. Alligevel brænder de det amerikanske flag af foran ambassader rundt omkring i de arabiske hovedstæder«.

Hvorfor?

»Fordi de er imod den konkrete amerikanske udenrigspolitik, der opfattes som først og fremmest styret af egne strategiske hensyn og olieinteresser for at opretholde den overdådige amerikanske livsstil med et ressourceforbrug 20-30 gange større end den fattige verdens«.

Hvorfor er du kritisk over for den konkrete amerikansk britiske aktion i Afghanistan?

»Udryddelsen af Taleban-styret i Afghanistan fjerner ikke de tusinder af potentielle terrorister i resten af den arabiske og muslimske verden. Tværtimod har udbombningen af Afghanistan givetvis skabt endnu flere af dem. Præcis som den USA anførte bombning og skandaløse udsultning af Irak gennem ti år, som ifølge FN har slået en million irakere ihjel, har bidraget stærkt til dén folkelige vrede og afmagt i den arabiske verden, som er selve rekrutteringsgrundlaget for bin Ladens terrorgrupper. Selv meget moderate opinionsledere i den muslimske verden mener jo, at det er endnu et udtryk for vestlig arrogance, at verdens rigeste kristne land sønderbomber verdens fattigste muslimske land«.

Men et eller andet bør man vel gøre i den konkrete situation?

»USA og dets allierede hævede sig over dén internationale retsorden, de selv mener at repræsentere, ved at udnævne sig til både anklager, dommer – uden rettergang – og skarpretter. I stedet var det første, USA kunne have gjort, at henvende sig til FN og virkelig at have satset på en FN-politistyrke og præsenteret denne for det afghanske styre med krav om at foretage en politimæssig eftersøgning. Det ville nok ikke have ført til en pågribelse af de skyldige lige med det samme, eller til fjernelse af terrortruslen. Men det vil krigsførelsen heller ikke gøre. Der kan ikke føres militær krig mod et mere eller mindre usynligt, autonomt internationalt netværk af terrorister. Sejren over talebanerne vil vise sig at være en pyrrhussejr. Tusinder af uskyldige er dræbt, og USAs – og dermed vores – allierede er nogle af Centralasiens værste krigsforbrydere og menneskerettighedskrænkere«.

Men hvis nu bin Laden bliver fundet?

»Hvis han bliver fundet og dræbt, vil han med sikkerhed opnå den ønskede martyrstatus og vil give inspiration til nye terroraktioner. De vil med sikkerhed komme, så længe USA – vi – ikke anerkender de dybe historiske uretfærdigheder i Vestens politik. De moderate kræfter i den arabisk-muslimske verden kan kunne vinde frem på fundamentalismens bekostning, hvis USA og Vesten for alvor begynder at tage egne demokratiske idealer og værdier alvorligt i sin politik over for også denne del af verden«.

Poul Villaume Dr.phil. Poul Villaume har forsket i amerikansk og vestlig politik efter Anden Verdenskrig. Han tiltræder i januar 2002 som professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet.

Trykt i Politiken 25. oktober 2006:

Analyse: Flop. NATO er ude på en ’mission impossible’

De vestlige lande har ignoreret alle historiske erfaringer i deres klodsede fremfærd i Afghanistan.

Af Poul Villaume, professor i historie ved Københavns Universitet

Ifølge næsten enslydende tilgængelige, uafhængige kilder går den politiske og militære situation i Afghanistan i disse måneder fra slem til endnu værre. Det rejser med fornyet styrke spørgsmålet om de danske og andre NATO-allierede styrkers rolle og tilstedeværelse.

Den af USA indsatte og støttede præsident Hamid Karzais stærkt korruptionsplagede regering har meget ringe troværdighed og autoritet i landet. Afghanerne har længe kaldt ham »Kabuls borgmester – i dagtimerne«, eller »assistent for USA’s ambassadør«. Karzai-regeringen har ingen reel myndighed over de titusinder af amerikanske og NATO-styrker i landet. En sådan tilstand kaldes normalt for en militær besættelse.

Men de fremmede styrker er jo i landet med Kabul-regeringens udtrykkelige accept, og den er jo folkevalgt? Sagen er imidlertid, at både præsidentvalget i 2004 og parlamentsvalget i 2005 i alt væsentlig blev forberedt og organiseret af USA med afghanerne som tilskuere.

Valgene var skæmmet af omfattende svindel, stemmekøb og intimideringer. I utallige tilfælde stemte folk flere gange, og amerikanske embedsmænd pressede aktivt flere fremtrædende præsidentkandidater til at opgive deres kandidatur for at sikre Karzais sejr. Og i praksis tager ikke-valgte krigsherrer rundt om i provinserne de fleste politiske beslutninger, som påvirker folks hverdag.

Sikkerhedssituationen er i dag så umulig i Afghanistan, at ellers frygtløse internationale grupper som Læger Uden Grænser helt har forladt landet. Ifølge Amnesty International og Human Rights Watch er menneskerettighedskrænkelserne massive. Kvinder har nu fået lov at gå i skole og forlade deres hjem uden ledsagelse af et nært mandligt familiemedlem. Men i store dele af Afghanistan er de fleste kvinder i konstant frygt for voldelige overgreb og kidnapninger.

Over 1.000 sagesløse civile afghanere er blevet dræbt alene i det seneste år under angreb fra de USA-anførte koalitionsstyrker og fra væbnede grupper. Amerikanske styrker fortsætter med at foretage tilfældige arrestationer og tilbageholder folk på ubestemt tid uden dom. I 2005 skød og dræbte de amerikanskledede afghanske politistyrker mindst 16 demonstranter, som protesterede imod overgreb mod afghanske fanger i landets amerikanskstyrede fængsler. Overalt, hvor NATO-koalitionsstyrkerne færdes, er almindelige afghanere i livsfare, fordi NATO-styrkerne tiltrækker bomber og kugleregn fra oprørs- og modstandsgrupper.

Afghanske krigsherrer med berygtede krigsforbrydere i spidsen sidder nu i Karzais regering, bl.a. forsvarsminister Abdul Rashid Dostum. I en ny bog skriver Associated Press’ korrespondent i Afghanistan gennem 18 år, Kathy Gannon, at den nuværende afghanske regering omfatter »den største samling massemordere, der er set samlet på ét sted«.

Den berygtede Nordlige Alliance, som hurtigt blev USA’s allierede under omstyrtelsen af Talebanregimet for fem år siden, kontrollerede dengang næsten hele den opiumsdyrkning, der på dét tidspunkt var tilbage i Afghanistan. Siden da er opiumsdyrkningen i skyggen af fem års permanente krigs- og voldshandlinger ifølge FN kommet helt ud af kontrol.

Det er derfor ikke overraskende, at den britiske general og NATO-chef i Afghanistan, David Richards, for nylig anslog, at selv om afghanerne huskede det barske liv under den ekstreme islamisme, vil 70 pct. af befolkningen foretrække en tilbagevenden til Talebanregimet, medmindre der snart kommer synlige og konkrete forbedringer af afghanernes levevilkår.

Den ansete europæiske tænketank Senlis Council skrev da også i september i år, at Taleban allerede kontrollerer det meste af den sydlige og østlige del af landet, og at »USA’s politik har genskabt det fristed for terrorisme, som invasionen i 2001 skulle ødelægge«.

Her er vi i dobbelt forstand fremme ved problemets kerne – og ved, at udsigterne er så minimale for det, ansvarlige officerer i den amerikanske og den danske forsvarsledelse kalder ’vestlig succes’ i Afghanistan. For det første er afghanerne jo ikke dummere end andre. De véd udmærket godt, at USA’s og NATO’s styrker ikke står i deres land for afghanernes frihed og velfærds skyld, men fordi amerikanere og europæere opfatter tilstedeværelsen som en beskyttelse af sig selv imod Al-Qaeda.

Afghanerne har ikke glemt, at Vesten i 1990’erne mistede enhver interesse for deres ekstreme lidelser under det blodige kaos og den borgerkrig, som opstod efter de slagne sovjetiske besættelsestroppers tilbagetrækning fra landet. Ifølge USA’s måske mest fremtrædende Afghanistan-forsker, Barnett Rubin, har det altoverskyggende mål for USA’s politik i landet været at rekruttere og styrke de afghanske krigsherrer i deres kamp imod Al-Qaeda.

USA og NATO’s metoder i Afghanistan har fra første dag stået i vejen for målet. Da præsident Bush umiddelbart efter 11. september 2001 erklærede ’krigen mod terror’ med chokerede europæiske NATO-allieredes udelte opbakning, fangede bordet. Krig skulle der altså føres, og invasionen af Afghanistan med ugers strategiske luftangreb med flade- og klyngebomber, som kostede mindst 5.000 sagesløse civile afghanere livet, var mere styret af hævn og ydmygelse end af rationelle overvejelser om, hvad der mest hensigtsmæssigt kunne reducere terrortruslen mod Vesten.

Indtil få uger før 11. september 2001 forhandlede USA med Talebanregimet om især olierørledninger gennem Afghanistan. Det er slet ikke utænkeligt, at seriøse forhandlinger, som regimet i Kabul lige efter 11. september faktisk foreslog USA, i kombination med vestlige efterretnings- og specialstyrkeoperationer i Afghanistan og omkringliggende lande kunne have ført til udlevering eller indfangning af Osama bin Laden og hans topterrorister. Under alle omstændigheder ville mange tusinde afghaneres liv være sparet, og den voldsomt forstærkede antiamerikanske og antivestlige fundamentalisme, som i dag præger store dele af Afghanistan og resten af regionen, kunne være undgået.

I Politikens Kronik 17.10. tegnede Bertel Heurlin nok et noget mistrøstigt billede af situationen i Afghanistan. Alligevel påpegede han, at »ikke alt går skidt«, og konklusionen var entydig: USA og NATO’s styrker skal fortsat spille den ledende rolle i »den internationale indsats« i landet.

Men så længe de grundlæggende vestlige fejlgreb i Afghanistan ikke erkendes i USA’s og NATO’s politisk-militære ledelse, er udsigten til militær ’succes’ som sagt nærmest ikke-eksisterende. Vejen frem er militær tilbagetrækning fra en tabt krig og til gengæld omgående, massiv og virkelig generøs økonomisk og humanitær bistand til den afghanske befolkning, kombineret med FN-indsatte og FN-styrede fredsbevarende ’blå hjelme’-sikkerhedsstyrker fortrinsvis fra forskellige muslimske og andre neutrale lande.

Hvordan afghanerne vil indrette sig politisk, er og bliver deres egen sag. Også i det 21. århundrede gælder det, at et lands og et folks befrielse kun kan være dets eget værk. Ægte og varige regimeændringer kan kun komme nedefra og indefra.

Danske og andre NATO-allierede soldater kan komme til Afghanistan med nok så gode intentioner. Med den nuværende kurs er de på en ’mission impossible’, som ignorerer alle dyrtkøbte historiske erfaringer, som i sin tid blev indhøstet af først det britiske imperium, og dernæst af det sovjetiske. Den ydmygende fremmede, USA-dominerede militære tilstedeværelse i Afghanistan har været og er en del af problemet, ikke en del af løsningen. Præcis ligesom i Irak.

Trykt i Politiken 7. januar 2007:

Analyse: Skønmaleri. Afghanistan er ikke en ’god krig’

Vestlige medier har ikke rapporteret tilstrækkeligt om den katastrofale situation i Afghanistan.

Af Poul Villaume, professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet

Året 2006 blev for alvor vendepunktet for den almindelige vestlige opinions tro på udsigterne til ’sejr’ i krigen i Irak. Det gjaldt også her i landet, hvor det vel efterhånden kun er den hårde kerne omkring regeringens top, som tror på, at den USA-anførte invasion af Irak i 2003 baner vejen for demokrati, velstand og stabilitet i Irak og resten af Mellemøsten.

Men mens de fleste i dag har indset, at krigen i Irak er ’den dårlige krig’, er det en udbredt opfattelse, at krigen i Afghanistan – i det mindste endnu – er ’den gode krig’. En medvirkende årsag hertil er formentlig, at vestlige medier i betydelig grad har underrapporteret om den katastrofale situation i Afghanistan, især sådan som den har udviklet sig i løbet af 2006. Der kan derfor være god grund til at henlede opmærksomheden på nogle grundige, kritiske ekspertrapporter om de aktuelle forhold i Afghanistan, som udkom i slutningen af 2006, men som kun sporadisk eller slet ikke er blevet omtalt i dansk presse.

I november offentliggjorde den bredt anerkendte, politisk mainstream-orienterede International Crisis Group (ICG) i Bruxelles en rapport, som på grundlag af omfattende studier i Afghanistan konkluderede, at den svage Hamid Karzai-regering i Kabul står i en alvorlig legitimitetskrise. Det gør den især, fordi den ikke har levet op til befolkningens forventninger om økonomisk udvikling og forbedrede levevilkår, fordi den ikke har bekæmpet den konstant voksende produktion af og handel med opium, som nu er så omfattende, at ICG kalder Afghanistan en narkoøkonomi, og endelig fordi Karzai-regeringen er gennemsyret af korruption. ICG konkluderer, at de opbyggede institutioner i landet mange steder, hvor de eksisterer, er så korrupte, at befolkningen foretrækker, at de slet ikke er der.

Ifølge ICG har USA og det internationale samfund alt for længe lagt alle æg i præsident Karzais kurv. Det centrale fokus for den såkaldte Bonn-proces var afholdelsen af de særdeles tids- og energislugende valg i Afghanistan, som nok fik en vis tilslutning blandt afghanerne, som håbede på en mere fredelig udvikling. Men valgene har ikke frembragt institutioner, som har kunnet opnå nævneværdig respekt hverken inden for eller uden for landets grænser. En væsentlig del af problemet er ifølge ICG den nye ekstremt centraliserede afghanske forfatning, som blev forceret igennem af Karzai, hans pashtunske støtter og ikke mindst USA. Det stramme centralstyre, som nu søges presset ned over det afghanske stamme- og klansamfund, strider afgørende imod landets historiske traditioner og vil erfaringsmæssigt blive hårdnakket bekæmpet af flertallet af afghanere, uanset om de er talebanere eller ej. Selv om ICG-rapporten anbefaler, at de NATO-anførte militærstyrker i Afghanistan aktuelt forøges, virker det nærmest, som om man ikke selv tror på, at det nytter. I hvert fald understreger ICG, at taleban-styrkerne ikke kun er stærke i Helmand- og Kandahar-provinserne, men i hele den sydlige halvdel af Afghanistan, og at selv distrikter kun to timers bilkørsel syd for Kabul er helt kontrolleret af Taleban.

ICG’s konklusioner om situationen i Afghanistan understøttes i to omfattende statusrapporter fra hhv. september og december 2006 fra Senlis Council, en uafhængig sikkerheds- og udviklingspolitisk tænketank med kontorer i London, Paris, Bruxelles og Kabul og med over 50 multinationale og lokale forskere og observatører, som bl.a. har arbejdet i felten overalt i Afghanistan siden 2002. Senlis Council tæller formentlig nogle af verdens bedste kendere af Afghanistan i dag. Dets hovedkonklusion er, at det USA-anførte internationale samfund hidtil har udvist en dybtgående mangel på forståelse og anerkendelse af, at det store flertal af afghanere har et helt andet verdenssyn end den vestlige verdens, og at den fremtidige indsats må være langt mere fokuseret på social og økonomisk udvikling, humanitær bistand og respekt for afghansk kultur og traditioner.

Vesten har ikke til fulde forstået, at den afghanske befolkning primært identificerer sig som muslimer. Derfor opfattes USA’s sikkerhedsfokuserede stabiliserings- og ’nationsopbygnings’-indsats i Afghanistan som en aggressiv krig imod afghansk kultur og tradition. Implikationerne er enorme: Det er en udbredt opfattelse blandt afghanerne, at de fremmede styrker er korstogsfarende ’kristne invaderende’, som fører rekoloniseringskrig imod afghansk islamisk kultur på samme måde, som det sker i Palæstina, Irak og Sydlibanon. Den USA-anførte ’krig mod terror’ har ifølge Senlis i sig selv skærpet og genskabt præcis den situation, som den i 2001 havde til hensigt at opløse i det sydlige Afghanistan, ikke mindst i form af en effektiv asabiya – det arabiske ord for en forenet gruppeidentitet: Befolkningen i det sydlige Afghanistan identificerer sig i hastigt stigende omfang med dem, den vestlige ’krig mod terror’ søger at knuse, dvs. Taleban.

Det er ifølge Senlis en vidt udbredt opfattelse blandt afghanerne, at NATO-styrkerne kom til Afghanistan som hævn for 11. september 2001. Den topprioriterede fysisk-militære indsats og de enorme sikkerhedsfikserede udgifter lige siden 2001 – 900 procent højere end bevillingerne til civil udvikling – ser afghanerne som en afspejling af NATO-landenes hjemlige ’homeland security’-målsætninger. De har ført til en kanalisering af en meget stor del af hjælpen til klassiske, vestligt demokratiske postkonfliktsymboler så som parlamentsvalg. Men netop fordi indsatsen primært blev sat i værk til glæde for et eksternt publikum, er afghanernes reelle problemer i form af bundløs fattigdom og millioners eksistens på minimumsvilkår blevet ignoreret. Dermed er den demokratiske udvikling, som det internationale samfund har søgt at skabe i Afghanistan, blevet alvorligt undermineret.

I Senlis’ decemberrapport, som ganske er forbigået danske mediers opmærksomhed, konkluderes det alarmerende, at det USA-anførte internationale samfund er ved at tabe kampen om den sydafghanske befolknings »hjerter og sind« til taleban-oprørerne. Årsagerne er fire gensidigt forstærkende faktorer: Manglende imødekommelse af de akutte behov hos den afghanske befolkning. Voksende flygtningeproblemer. NATO-styrkernes opiumudryddelseskampagne, som berøver afghanerne deres minimale eksistensgrundlag. Og sidst, men ikke mindst, de voldsomt eskalerede USA/NATO-luftbombardementer, som alene i det sidste år har dræbt mellem 4.000 og 6.000 afghanere.

Den seneste Senlis-rapport konkluderer skarpt, at den hidtidige vestlige »vinde hjerter og sind«-kampagne i Afghanistan har været en »tom PR-strategi« rettet mod den hjemlige offentlighed, som også af vestlige regeringer, der er engageret i det sydlige Afghanistan, har fået præsenteret et vildledende billede af »succes«. De vidt og bredt offentliggjorte store tal for dræbte oprørere afspejler ifølge Senlis slet ikke den reelle krigssituation i området. Alene Taleban menes at have mindst 12.000 mand under våben i det sydlige Afghanistan, og der er klare indikationer på en ny storoffensiv fra Taleban til foråret. Med henvisning til de historiske erfaringer fra det britiske og det sovjetiske imperiums krigsførelse i Afghanistan advarer Senlis om, hvor begrænsede resultater intensiv fremmed militær indsats kan opnå i Afghanistan.

Efter hjemkomsten fra en guided tour til de danske styrker i Afghanistan i november 2006 var Pia Kjærsgaard og Helle Thorning-Schmidt i et TV 2-interview rørende enige om det fornuftige i i 2007 at erstatte eventuelt tilbagetrukne danske styrker fra Irak med flere danske styrker til Afghanistan for at »bekæmpe talebanerne«. Socialdemokratiets formand gentog kort efter i en fælles kronik med Mogens Lykketoft synspunktet.

Men også danske politikere gør nok i 2007 klogt i at lytte til uafhængige internationale eksperters advarsler om, at når den USA-anførte indsats i Afghanistan nærmer sig et sammenbrud, skyldes det ikke en for beskeden militær styrke i landet, men snarere en for stor og ensidig vægt på netop det rent militære.

De USA-anførte militære operationer i Afghanistan og i Irak har i virkelighedens verden aldrig kunnet ses som adskilt eller isoleret fra hinanden. I store dele af den arabisk-muslimske verden ses de to indgreb som forbundne kar. Hvis kursen i Afghanistan ikke lægges drastisk om nu, vil fiaskoen i Irak også af den grund i endnu højere grad smitte direkte af på udviklingen i Afghanistan i 2007.

Trykt i Politiken (kronik), 1. juni 2007:

Kronik: Virkelighedstjek i Afghanistan

Den officielle retorik om indsatsen i Afghanistan rimer dårligt med uafhængige internationale ekspertanalyser. Skal militariseringen af dansk sikkerheds- politik fortsættes?

Af Poul Villaume, professor i samtidshistorie på Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.

»DET HANDLER OM, at vi skal kunne fortælle en historie om, at vi vinder i Afghanistan!«. Sådan lød den friske konklusion på et af indlæggene under en Afghanistan-konference i København for nylig med deltagelse af fremtrædende yngre, danske civile eksperter og militære aktører. Få dage senere ydede statsminister Anders Fogh Rasmussen sit bidrag med det spektakulært mediedækkede besøg i Kabul og i den danske militærlejr i Helmand-provinsen.

I dag tager VKO-regeringsflertallet så et nyt skridt hen imod sejren, må man forstå, når Folketinget med S og R’s stemmer vedtager at forøge den danske Afghanistan-styrke med op til cirka 250 mand til i alt knap 700 soldater, herunder eventuelt specialstyrker og kampvogne til beskyttelse af styrkerne. I forhold til Danmarks befolkningsstørrelse er dette et af de største nationale styrkebidrag overhovedet af de cirka 35 lande, som deltager i den NATO-dominerede ISAF-styrke i Afghanistan til støtte for USA’s egen militære operation ’Enduring Freedom’ i landet.

Officielt er ISAF/NATO’s og dermed også de danske styrkers opgave at medvirke til at sikre genopbygningen i Afghanistan, og i NATO er Danmark gået i spidsen med lanceringen af konceptet om såkaldt samtænkning mellem civile og militære opgaver. Helle Thorning-Schmidt har kaldt de danske styrker i landet for »diplomater i uniform«. Men i virkelighedens verden har både de danske og andre NATO-landes styrker i landet længe været involveret i regulære kamp- og krigshandlinger med oprørsgrupper, som især siden 2005 støt har vokset sig stærkere. Alene i sidste halvdel af 2006 påkaldte danske styrker mere end 100 gange flybomber fra ISAF/NATO-styrken mod såkaldte Taleban-mål. Ifølge kvalificerede uafhængige skøn er omkring 8.500 afghanere blevet dræbt siden begyndelsen af 2006, heraf formentlig mindst halvdelen civile. Alene i sidste halvdel af 2006 gennemførte NATO over 2.600 bombetogter med nedkastning af gennemsnitligt 25.000 kg bomber hver eneste dag over især det sydlige Afghanistan.

Fra august i år vil den danske Afghanistan-styrke også omfatte traditionelt infanteri, dvs. regulære kamptropper, mens der hidtil især har været tale om mobile spejdereskadroner. Samtidig trækker Danmark sig mere eller mindre ud af de tysk- og svenskledede genopbygningsprojekter i det nordlige Afghanistan for at koncentrere sig om den militære indsats i syd, først og fremmest i Helmand-provinsen. Fra begyndelsen af 2008 kan der også blive tale om indsættelse af danske F-16 kampfly og specialoperationsstyrker, i hvert fald hvis Forsvarskommandoens indstilling følges, hvilket der tilsyneladende er bred opbakning til i Folketinget, det vil sige også fra S og R. Med Folketingets aktuelle vedtagelse vil den i forvejen høje danske militære profil i Afghanistan blive endnu mere markant.

AFSLUTNINGEN AF den kolde krig i 1990 markerede på væsentlige punkter det måske mest bemærkelsesværdige brud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitiks moderne historie siden 1864. Sikkerhedspolitiske forskere har talt om en stigende militarisering, hvor de militære instrumenter har indtaget en stadig mere fremtrædende plads i de skiftende socialdemokratiske og borgerlige regeringers udenrigspolitik. Den aktive danske militære deltagelse i Bush-regeringens Irak-eventyr siden 2003 har i dette længere perspektiv ikke været en afvigelse, men snarere en naturlig konsekvens af, at Danmarks officielle politisk-militære relationer til Washington siden 1990 er blevet mere intime, end de nogensinde var under den kolde krig.

Fra slutningen af 1940’erne til Murens fald i 1989 fik den fælles sovjetkommunistiske fjende forståeligt nok danske regeringer til at knytte solide, men aldrig ukritiske transatlantiske allianceforbindelser til de vestlige demokratiers stærkeste magt, USA. Det strategisk udsatte Danmark var under den kolde krig altid en loyal NATO-allieret, men med flere forbehold over for dele af USA’s og alliancens politik end de fleste andre allierede. Ledestjernen for de danske forbehold var insisteren på en international retsorden med forhandling, ikke-militær konfliktløsning og afspænding, som blev anset for den bedste vej til at fremme demokratisering og menneskerettigheder internationalt.

Jeg har i andre sammenhænge (bl.a. Politikens Kronik 24.9.2006) diskuteret de sidste godt 15 års stigende militarisering af dansk sikkerhedspolitik i historisk perspektiv. Her vil jeg alene koncentrere mig om den aktuelle krig i Afghanistan.

Det er en almindelig erfaring, at seriøse kritiske argumenter imod at gå i krig hurtigt går i historiens store glemmebog, når først krigen begynder – og selvfølgelig især, hvis krigen kan erklæres ’sejrrig’. Det var f.eks. tilfældet med Kuwaitkrigen i 1991 (hvem husker, at og hvorfor 47 af de 100 medlemmer af USA’s Senat stemte imod den krig?), det var tilfældet med Kosovokrigen, og det er også tilfældet med krigen i Afghanistan, som blev indledt 7. oktober 2001. Der kan derfor være god grund til at genopfriske nogle få fakta.

På trods af terrorforbrydelsen 11. september var verdensopinionen ifølge Gallup i ugerne lige efter stærkt til fordel for diplomatiske og politimæssigt-juridiske modskridt over for terroristernes formodede bagmænd og støtter. Støtten til militær aktion svingede i Europa mellem kun otte og 29 procent, og i alle lande i Latinamerika var den helt i bund med 11 procent som det højeste. Oplysninger om opinionen i Afghanistan er mere mangelfulde, men i slutningen af oktober 2001, efter tre ugers intensive amerikanske luftbombninger i Afghanistan, samledes i Peshawar 1.000 afghanske ledere, som alle arbejdede på at vælte Taleban-regimet i Kabul. Trods mange indbyrdes uenigheder opfordrede de indtrængende og enstemmigt USA til at standse luftangrebene, og de appellerede til de internationale medier om at opfordre til et stop for »bombningen af uskyldige«. De insisterede på, at der blev brugt andre midler end mere død og ødelæggelse til at vælte det af mange afghanere forhadte Taleban-regime.

Et lignende budskab blev samtidig udsendt af den afghanske oppositionsleder Abdul Haq, som ellers nød stor anseelse i Washington og hos den senere præsident Karzai. Haq fordømte bombningerne og kritiserede USA for ikke at støtte hans og andre afghaneres bestræbelser på at »skabe et oprør inden for Taleban«. Han kaldte bombningerne »et stort tilbageslag for disse bestræbelser« og et udtryk for amerikansk styrkeopvisning og ligegyldighed over for afghanernes lidelser og tab af menneskeliv. Den fremtrædende, uafhængige afghanske kvindeorganisation RAWA kritiserede også skarpt bombningerne, og det samme gjorde de store internationale nødhjælpsorganisationer og akademiske eksperter, som pegede på den alvorlige risiko for yderligere sult og nød blandt især den afghanske landbefolkning som følge af krigshandlingerne.

SAMTIDIG KRITISEREDE den højt ansete militærhistoriker og Oxford-professor Michael Howard i et foredrag i London sidst i oktober 2001 skarpt Bush-regeringen for at bruge betegnelsen ’krig’ om bekæmpelsen af al-Qaeda-terrorismen. Det var »en forfærdelig og uigenkaldelig fejltagelse«, fordi USA – og de lande, der (som Danmark) straks helhjertet tilsluttede sig USA’s ’krig mod terror’ – dermed forpligtede sig til at opnå ’sejr’ over en uhåndterbar og usynlig fjende og en lang march gennem såkaldte ’slyngelstater’.

At bruge, eller rettere misbruge, termen ’krig’ er ikke kun et spørgsmål om legalitet eller pedantisk semantik, men har dybere og mere alvorlige konsekvenser, advarede Michael Howard: Erklærer man sig i krig, skaber man omgående en krigspsykose, som kan blive aldeles modproduktiv. Der vækkes en umiddelbar forventning og krav om en spektakulær militær aktion imod en let identificerbar modstander, helst en fjendtlig stat, som fører til et afgørende resultat. Krig bliver hermed ikke den absolut sidste udvej, men snarere den første udvej, jo før jo bedre – eventuelt præventivt angreb.

Michael Howards markante udtalelser var tydeligvis konkret møntet på USA’s nyligt indledte bombekampagne mod Afghanistan, og som alternativ til denne pegede Howard på en international politioperation udført under FN’s auspicier imod den kriminelle sammensværgelse, som al-Qaeda-netværket udgør. Dets medlemmer skulle indfanges, i Afghanistan og andre steder, bringes for en international domstol, udsættes for en fair rettergang og, hvis de blev kendt skyldige, idømmes passende straffe.

Også den fremtrædende amerikanske politolog John Mueller har i sin bog om USA’s kamp mod terrorismen, ’Overblown’, peget på, at i betragtning af Saudi-Arabiens og Pakistans omgående brud med Taleban-styret i Kabul efter 11. september havde der været gode muligheder for at presse de to lande til at hjælpe med at indkredse Osama bin Laden og hans folk. En inddæmning af Taleban-regimet ville formentlig have været en mere effektiv strategi end luftangrebene, som spredte al-Qaeda og netop lod dets ledere slippe væk. International Institute for Strategic Studies i London har tilsvarende konkluderet, at USA’s NATO-støttede operation ’Enduring Freedom’ i Afghanistan formentlig indirekte har gavnet al-Qaeda-netværket ved at tvinge det til yderligere at sprede sig og blive endnu mere decentraliseret, ’virtuelt’ og usynligt.

Men krigen i Afghanistan blev altså startet og gik sin gang – med helhjertet dansk politisk og militær støtte helt fra begyndelsen. Hvad er da status i dag, snart seks år senere? Der er næppe tvivl om, at den hidtidige danske civile og militære indsats i Afghanistan isoleret set i nogle henseender trækker i positiv retning. Det afgørende problem er imidlertid den overordnede ramme, som indsatsen nødvendigvis må foregå inden for. Det betyder bl.a., at de civile genopbygningsprojekter ofte må foregå under militær beskyttelse, fordi de af Taleban og andre oprørsgrupper opfattes som en integreret del af en amerikansk ledet invasionsstyrke, som mange afghanere nærer dyb mistillid til. Det ved vi bl.a. fra de omhyggelige undersøgelser af opinion og leveforhold, som den uafhængige internationale tænketank SENLIS Council i en årrække løbende har udført i Afghanistan.

I SENLIS’ seneste rapport fra 2007 konkluderes det skarpt, at det internationale samfund (med USA og NATO-landene i spidsen) har brug for »et virkelighedstjek« i Afghanistan: Holdningen til oprørsbekæmpelse må »fundamentalt revurderes«, så der ikke som hidtil bruges ni – 9 – gange så mange penge på den rent militære side som på civil økonomisk-social genopbygning. Følgen har været, at den strukturelle arbejdsløshed på 40 procent, den udbredte ekstreme fattigdom og medfølgende desperation vedvarende udgør et ideelt rekrutteringsgrundlag for det islamistiske oprør, som desuden næres af NATO’s omfattende luftbombninger og krigshandlinger med et medfølgende stort antal dræbte, sårede og flygtende afghanere.

SENLIS peger også på befolkningens legitime klager over den massive korruption og uduelighed i Karzai-regeringen, som er indblandet i narkohandel, og som blandt sine ministre tæller nogle af Afghanistan mest berygtede krigsforbrydere. Karzai-regeringen betragtes af mange afghanere som en marionetregering for vestlige interesser, og de fremmede styrker, som regeringen er helt afhængig af, ses som de reelle magthavere i landet. 85 pcrocent af afghanerne føler ikke, at NATO-styrkernes tilstedeværelse siden 2003 har gavnet dem, og over 70 procent mener heller ikke, at Karzai-regeringen har gjort nogen forskel for dem personligt. Kun lidt under halvdelen af befolkningen tror på, at NATO vinder kampen mod Taleban.

Det er ifølge SENLIS’ resultater en udbredt opfattelse blandt afghanerne, at USA og NATO ikke respekterer og forstår Afghanistans kultur og traditioner, herunder landets traditionelle klan- og stammesamfund, og at de derfor forholder sig til demokratiseringen af landet på en udpræget vestlig måde, som er dybt fremmedgørende for befolkningen. Taleban kan da også kun operere i så store dele af landet i kraft af støtte fra lokalbefolkningen, især, men slet ikke udelukkende i den sydlige del af Afghanistan.

ENDELIG FANDT SENLIS, at mange afghanere ønsker en fredsaftale med Taleban. Dette sidste afspejles i det afghanske Senats vedtagelse 8. maj i år af en opfordring til fredsforhandlinger med Taleban og af et totalt stop for ISAF/NATO-styrkernes offensive militæroperationer. Det er nærmest det stik modsatte af den aktuelle NATO-strategi i Afghanistan, som synes at gå ud på at slå så mange ’Taleban-krigere’ ihjel som muligt. Ganske vist var de mange ofre blandt civile afghanere genstand for intense diskussioner under et NATO-møde på højt niveau i Bruxelles 9. maj. Men ifølge deltagere på mødet handlede diskussionen mindre om, hvordan man reducerede tabene end om, hvordan man skulle forklare dem for de europæiske NATO-regeringer, som stadig officielt hævder, at deres tropper er i Afghanistan for genopbygning og ikke for at føre krig mod Taleban.

Men den almindelige afghaner forstår meget vel, at USA og NATO-landene ikke har 35.000 soldater stående i deres land af udpræget omsorg for afghanerne og deres levevilkår. I så fald ville Vesten vel allerede have grebet ind under 1990’ernes ekstremt blodige borgerkrig og akutte nød og elendighed i landet. Men dengang var den vestlige interesse for Afghanistan reelt lig nul. Først 11. september-angrebet på USA vakte Vestens pludselig opmærksomhed på Afghanistan ud fra en frygt for, at al-Qaedas terror skulle ramme deres egne storbyer. NATO’s troværdighed bliver næppe heller større i afghanernes øjne af den idelige gentagelse af, at med indsatsen i Afghanistan står selve NATO’s fremtid og overlevelse som militæralliance på spil. Hvad med afghanernes egen fremtid og overlevelse?

En ofte overset pointe er, at i modsætning til NATO har Taleban og de andre oprørsgrupper ikke travlt. De behøver ikke at ’vinde’ – for dem er det nok ikke at tabe. En nylig Afghanistan-rapport fra International Crisis Group mindede om den klassiske allegori om stormagtshære, der er sat til at bekæmpe guerillaer – hunden, der kæmper imod lopper: For meget at forsvare imod for mange, for små og allestedsnærværende, adrætte fjender. Hvis kampen fortsætter længe nok, vil hunden falde om af udmattelse og blodtab uden nogensinde at have fundet noget af betydning at smække kæberne sammen om eller sætte kløerne i.

HELE KRISEN OMKRING Afghanistan aktualiserer således igen spørgsmålet, om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skal bevæge sig endnu længere ud ad militariseringsstien, eller om den historiske nyorientering siden 1990 bør tages op til genovervejelse og seriøs debat. Også i lyset af disse års eksplosivt ekspanderende danske militærindustri med stærkt stigende højteknologisk eksport til navnlig USA kan Danmarks reelle sikkerheds- og forsvarspolitiske handlefrihed blive væsentligt indsnævret, hvis den aktuelle retning videreføres. Når værktøjskassen overvejende består af hammere, har problemerne som bekendt en tankevækkende tendens til at tage sig ud som søm.

85 pcrocent af afghanerne føler ikke, at NATO-styrkernes tilstedeværelse siden 2003 har gavnet dem, og over 70 procent mener heller ikke, at Karzai-regeringen har gjort nogen forskel for dem personligt. Kun lidt under halvdelen af befolkningen tror på, at NATO vinder kampen mod Taleban.

Trykt i Politiken 25. april 2010:

SLUTSPIL I AFGHANISTAN: Militariseringen af den danske udenrigspolitik står ved vejs ende

Af Poul Villaume Dr. Phil. og Professor I Samtidshistorie, KU

Afghanistan har hele tiden været Nato’s ‘ mission impossible’ Vi har lidt nederlag i Afghanistan. Det ville klæde politikerne at gøre det klart for befolkningen.

NOGET TYDER PÅ, at vi er ved at nærme os et vendepunkt for den militarisering af dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik, som i eskalerende omfang har fundet sted siden 1990′ erne.

De USA-og Nato-ledede internationale ISAF-styrkers de facto-nederlag i krigen mod oprørsgrupperne i Afghanistan er stiltiende erkendt i ISAF-ledelsen, og givetvis også i den danske regering.

Indtil for et års tid eller halvandet siden sang alle førende danske avisers lederskribenter uden undtagelse med på regeringens og et stort folketingsflertals mantra om, at ‘ Danmarks sikkerhed begynder i Helmand’, at ‘ Nato kan ikke tåle at tabe i Afghanistan’, osv.

Nu ( 18.4.) proklamerer Politiken på lederplads, at Nato/ISAF har lidt nederlag i Afghanistan, og at det ville klæde politikerne at gøre det klart for befolkningen.

»Vi gør som Obama«, fastslog Lene Espersen, da hun ved forelæggelsen i den forgangne uge af regeringens nye ‘ Helmand-plan 2010’ blev spurgt, om der nu reelt var tale om en dansk exit-strategi, når tilbagetrækning af de danske styrker planlægges påbegyndt i 2010-11.

DERMED ERKENDTE den nye udenrigsminister i det mindste, med hidtil uset officiel åbenhed, at Danmarks styrkebidrag og militære indsats i Afghanistan – mindre end en halv procent af den samlede ISAF-styrke i landet – er aldeles afhængig af den amerikanske linje og målsætning i landet.

I løbet af det kommende år vil afghanske hær-og politistyrker nemlig være i stand til at overtage ansvaret for sikkerhed og orden i det hidtidige danske ansvarsområde i Helmand – ifølge regeringen.

International presse har imidlertid længe rapporteret, at det går dårligt med opbygningen af den afghanske hær, som generelt er ringe uddannet, udisciplineret og ikke mindst med solide tilbøjeligheder til at desertere.

Samtidig rapporteres det, at den nok så afgørende opbygning af de afghanske politistyrker nærmest er en katastrofe.

Politistyrken er dybt korrupt og dybt upopulær(mange steder klart mere upopulær end Taleban), plaget af analfabetisme, narkomisbrug og – kriminalitet.

Udenrigsministeriets egen rapport om den danske indsats i 2009 konkluderer, at den afghanske regering fortsat er særdeles svagt repræsenteret i Helmand, og at det er tæt på umuligt at få afghanske og internationale ngo’er og civile hjælpeorganisationer til at arbejde i provinsen.

Rapporten konkluderer også, at Talebans og andre oprørsgruppers evne til at rette angreb mod ISAF-styrkerne ikke er blevet reduceret. Hvilket turde være en understatement af det faktum, at Taleban og andre oprørsgrupper reelt er blevet styrket i hele Afghanistan, jo flere ISAF-soldater der opererer i landet.

INGEN MED indsigt i afghanske forhold tror for alvor på, at de afghanske hærog ( især) politistyrker vil kunne varetage selv grundlæggende ordens-og sikkerhedsopgaver om et år.

Den dybt korrupte, upopulære og ineffektive Karzai-regering i Kabul er dermed prisgivet ISAF-styrkernes fortsatte tilstedeværelse. Selv det danske Forsvarsakademis Afghanistan-ekspertise erkender i dag åbent nederlaget for de proklamerede målsætninger om at ‘ stabilisere og demokratisere’ Afghanistan: Det bedste, der kan opnås af Nato/ISAF-styrkerne efter knap 10 års krig i Afghanistan, er ifølge denne forsvarsakademiske ekspertise, at Karzais styrker efter tilbagetrækningen af de danske og andre ISAF-styrker i 2011-12 vil være i stand til – i hvert fald for en tid – at ‘ holde’ Kabul og større provinsbyer ( som Lashka Gar, Gereshk).

Landdistrikterne, hvor 80 procent af Afghanistans befolkning lever, vil derimod være under kontrol af Taleban og andre oprørsgrupper, krigsherrer og narkobaroner, altså ligesom før oktober 2001.

DEN USA-og Nato-ledede invasion af Afghanistan i oktober 2001 byggede fra starten på den ahistoriske illusion, at den afghanske befolkning og det afghanske samfund uden videre ville lade sig omforme i vores eget billede – at ‘ vestlige værdier’ så at sige kunne bæres ind på bajonetter.

Da eskaleringen af Nato’s, herunder Danmarks, krigsindsats begyndte i oktober 2006 især i Helmand, advarede dette indlægs forfatter, på basis af internationale ekspertrapporter og historiske erfaringer, i aviskommentarer mod illusionen – se f. eks. ‘ Nato er ude i en ‘ mission impossible’ (Politiken, 25.10.2006).

Disse og andres advarsler blev mødt med isnende tavshed fra det store folketingsflertals og mediernes side. Tyrkertroen på, at dansk udenrigspolitiks nye militariserede praksis kunne ‘ gøre en forskel’, var endnu uanfægtet i 2006 – og forblev i nogle år endnu uanfægtet, trods deltagelsen i Irakkrigen.

I DAG ER VI nået så langt, at Politikens skarpe veterananalytiker af internationale forhold, Herbert Pundik, offentliggør en kommentar med samme rubrik: ‘ Afghanistan er en mission impossible’ ( 18.4.). Troen synes for alvor rokket.

Alternativer: 1) Reelle forhandlinger med Taleban og andre oprørsgrupper om våbenhvile, forsoning og politisk inklusion – støttet af 70 procent af afghanerne, ifølge gentagne meningsmålinger, og i øvrigt også af Karzai-regeringen.

2) Gradvis erstatning af ISAF-styrkerne med robust udstyrede fredsbevarende styrker i FN-regi ( så vidt muligt fra muslimske og/eller neutrale lande, som ikke har deltaget markant i ISAFstyrken).

3) Indkaldelse af en international konference i FN-regi for alle relevante grupperinger og nationer i regionen, som med inddragelse af alle stormagter arbejder for politisk-diplomatiske løsninger af de udestående konflikter i Sydasien og Mellemøsten ( Kashmir, Irans stilling, Israel-Palæstina, m. v.).

4) Massive socioøkonomiske udviklingsprogrammer i regionen.

Forbilledet er ‘ Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa’ ( CSCE), som med Helsinki Act fra 1975 var med til at fremme den proces, der førte til den kolde krigs fredelige afslutning 15 år senere. Danmark førte dengang, i 1960′ erne og 1970′ erne, ofte en virkelig aktivistisk og selvstændig udenrigspolitik – med politisk-diplomatiske midler – for at fremme denne CSCE-proces.

Det gav international indflydelse og bred respekt.

DETTE ER IKKE udtryk for en ny naivitet med andet fortegn. Der er ingen enkel kongevej til snarlig fred, stabilitet og demokratisering af Afghanistan og den vest-og sydasiatiske region. Men de hidtidige militariserede ‘ løsninger’ på regionens problemer har i hvert fald først og fremmest kostet hundredtusinder af unødvendige ofre, et ufatteligt antal milliarder dollar ( som kunne være brugt mere rationelt på udvikling og opbygning), styrket islamistisk fundamentalisme og antivestlige strømninger – og dermed skabt mere usikkerhed, politisk ustabilitet og socioøkonomisk armod.

Det er tid at gøre status. Illusionen om hurtige militære løsninger på komplekse internationale konflikter er blevet indhentet af den afghanske virkelighed.

Illusionen om hurtige militære løsninger på komplekse internationale konflikter er blevet indhentet af den afghanske virkelighed.

Trykt i dagbladet Information, 7. august 2010:

Er selvbedraget om Afghanistan under afvikling?

Af POUL VILLAUME

NATO/ISAF-styrkerne i Afghanistan er en del af problemet, ikke en del af løsningen. Det står klart, ikke mindst efter donorkonferencen i Kabul

Paradoks: Hvis Taleban-oprørerne i Afghanistan er så rædselsfulde og forhadte i den afghanske befolknings øjne, som

NATO-regeringerne og de dominerende medier har hamret ind i os siden 2001, hvorfor er det så stadig ikke lykkedes verdens mest avancerede militærmaskine, NATO med USA i spidsen, gennem snart ni års krig i landet at udslette Taleban fra jordens overflade? Og: Hvorfor er Taleban og dets mere eller mindre allierede øvrige oprørsgrupper i dag stærkere end nogensinde, stort set overalt i Afghanistan?

Selv om spørgsmålene turde være indlysende påtrængende, bliver de så godt som aldrig for alvor stillet i den offentlige debat, og slet ikke i Danmark. De ansvarlige ministre bliver aldrig stillet til regnskab for svar på dem.

Befolkningens modstand

En afgørende vigtig del af svaret findes i den perlerække af opinionsundersøgelser, som seriøse, afghanske og vestlige meningsanalyseinstitutter og tænketanke, såvel uafhængige som halvofficielle, har foretaget i de sidste to-tre år overalt i Afghanistan. De har nemlig uden større undtagelser en temmelig entydig og konstant tendens:

Mellem to tredjedele og tre fjerdedele af den afghanske befolkning er med større eller mindre intensitet modstandere af NATO/ ISAF-styrkernes tilstedeværelse i deres land og af de militære operationer, de foretager. En helt tilsvarende andel af befolkningen er, ifølge samme opinionsundersøgelser, tilhængere af en politisk løsning, dvs. omgående forhandlinger – vel at mærke også på leder- og topplan – med Taleban og de andre oprørsgrupper om inddragelse i den politiske proces, magtdeling, kompromis og forsoning.

Det betyder ikke, at 60-70 pct. af den afghanske befolkning »ønsker Taleban tilbage til magten«, som det på vanlig forenklet vis undertiden hedder i medierne – og eventuelt også som beskyldning mod dem i NATO-landene, der er modstandere af den nuværende krigsførelse og militære strategi. De førnævnte meningsundersøgelser viser alle, at kun omkring 10 pct. af afghanerne ønsker sig tilbage til tiden før efteråret 2001, da Taleban havde hele magten i landet.

Ønsker fred

Er dette da ikke også et paradoks? Nej – kun, hvis man glemmer, at afghanerne bebor et land, som har været i konstant (borger)krig i de sidste godt 30 år (dog til dels med undtagelse af de fem år under Taleban fra 1996 til 2001). 30 års krig – kan vi andre forestille os det? Derfor har det altovervejende flertal – de 60 til 75 pct. – ét altoverskyggende ønske: fred.

Jo flere NATO/ ISAF-kamptropper, der er kommet til Afghanistan, jo stærkere og mere talrig er Taleban og de andre oprørsgrupper med usvigelig sikkerhed blevet.

Samtidig fortæller NATO-landenes efterretningstjenester vedvarende, at terrortruslen mod

NATO-landene generelt ikke er blevet reduceret som følge af Vestens militære, astronomisk kostbare indsats i Irak og Afghanistan – snarere tværtimod. De to krige har affødt mere islamistisk og anti-vestlig radikalisering rundt om i den arabiske og muslimske verden.

Altså: NATO-regeringerne har med den hidtidige – og aktuelle – strategi opnået præcis det modsatte af hensigten.

Ni års nyttesløs krig

Dette var også hovedkonklusionen i en rapport, som dagen før den stærkt opreklamerede internationale donorkonference i Kabul den 20. juli blev offentliggjort af de afghanske ngo’eres Sikkerhedskontor, ANSO (som støttes af bl.a. EU-Kommissionen): Ni års krig har intet nyttet, kun vanskeliggjort eller umuliggjort de afghanske ngo’eres humanitære hjælpearbejde ved at skabe militariserede vilkår, hvor der rekrutteres flere og flere talebanere, jo flere udenlandske soldater, der kæmper i landet.

Den afghanske direktør for den danske hjælpeorganisation Dacaar i Kabul er helt på linje. I Politiken den 21. juli er han citeret for, at han ser stærkt frem til den dag, hvor der ikke længere er NATO/ ISAF-soldater i landet, for så kan Dacaar begynde at arbejde fuldt ud igen – i øvrigt, påpeger han, ligesom da Taleban var ved magten før 2001; dengang kunne Dacaar faktisk udføre sit humanitære hjælpearbejde overalt i Afghanistan.

Danske hjælpearbejdere og eksperter, som arbejdede i Afghanistan under Taleban i 1990’erne, har fortalt dette indlægs forfatter, at afghanske kvinder dengang udmærket kunne have vigtige roller i dette hjælpearbejde, f.eks. som sygeplejersker, og skolemæssig undervisning af piger kunne såmænd også lade sig gøre – det blev, om end efter forhandlinger, ofte accepteret af Taleban uden større problemer. Pointen er selvfølgelig, at dette sociale og humanitære hjælpearbejde var hundrede procent civilt og ikke et integreret led i en udenlandsk, militær invasion af landet med ‘vantro’ tropper. Hertil kommer, at mange eksperter på Taleban-bevægelsen peger på, at den yngre generation af Talebanere, de såkaldte neo-Talebans, er mere moderate og pragmatiske, også på lederplan – og også i synet på kvindernes rolle i samfundet.

NATO-desperation

Men alle, også NATO, taler jo efterhånden om ‘forhandlinger med Taleban’? Jfr. også det nyeste forsøg på at ‘købe’ såkaldte menige one dollar-Talebans over på NATOs side. Dette må dog mest ses som en afspejling af NATOs voksende desperation, og en udvej, som de færreste for alvor tror på, men som man nok håber på i det mindste kan købe noget tid, mens NATOs tilbagetrækning foregår.

Men Obama-regeringen og dens militære ledelse i Afghanistan med general Petraeus i spidsen går ikke ind for forhandlinger med Taleban og de andre oprørere – i hvert fald ikke, før de er blevet tildelt, hvad man kalder et ‘taktisk nederlag’ på slagmarken. Men et sådant er der kun meget ringe udsigter til. Dét mener også den britiske forsvarschef, general David Richards, som også er fhv. øverstkommanderende for

NATO-styrkerne i Afghanistan. General Richards forsøgte, stærkt støttet af bl.a. den fhv. britiske udenrigsminister Miliband, at overtale præsident Obama til at indlede reelle forhandlinger med Taleban-ledelsen (sådan som præsident Karzai og det afghanske parlament har foreslået siden 2007) – men de var ikke i stand til at overbevise Obama.

Obama-regeringens strategi med voldsom militær optrapning inden den påbegyndte (langsomme) tilbagetrækning fra juli 2011 er imidlertid under voldsomt stigende kritik i

USA. Faktisk kan den kun gennemføres og finansieres takket være Republikanernes stærke støtte til den i Kongressen.

I begyndelsen af året talte Obamas sikkerhedspolitiske rådgivere om, at 2010 ville blive »Kandahars år«, dvs. en militært understøttet

NATO-storoffensiv skulle feje Taleban ud af dens ideologiske og politiske højborg i provinshovedstaden. Al snak herom er for længst forstummet – formentlig bl.a. fordi en opinionsundersøgelse foretaget for den amerikanske hær i Kandahar viste, at hele 94 pct. af befolkningen i provinsen var imod en sådan offensiv.

Noget dæmrer

Problemet er, at stort set alle de ovennævnte kendsgerninger på ingen måde anerkendes af

NATO-regeringerne. I hvert fald ikke officielt. Meget tyder dog på, at det – bag al den svulstige retorik – faktisk er begyndt at dæmre for mange i NATOs militære og politiske ledelse, at

NATO/ ISAF-styrkerne i Afghanistan er en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Derfor accepterer man nu reelt præsident Karzais erklæring på donorkonferencen 20. juli om, at de afghanske hær- og politistyrker i 2014 vil påtage sig hele ansvaret for alle operationer i hele Afghanistan. De færreste tror ganske vist på, at dette i realiteten vil kunne ske. Men hvis det kan fungere som figenblad for NATO/ISAFs styrkernes reelle nederlag og tilbagetrækning fra landet, så er det fint.

NATOs succeskriterium i Afghanistan synes efterhånden at være skrumpet ind til dét ene: at være i stand til at forlade landet i nogenlunde ro og orden, altså uden at skulle kæmpe sig vej ud. Rædselsscenariet med helikopterne på taget af den amerikanske ambassade i Saigon i 1975 må ikke gentage sig.

Alternativ: En stormagtsgaranteret international fredskonference om Afghanistan, som inddrager alle væsentlige aktører i landet og i regionen, og

FN-fredsbevarende tropper fra neutrale og muslimske lande til erstatning forNATO-styrkerne i Afghanistan.

I mellemtiden bør vi forberede os på den uundgåelige, og stærkt forsinkede, debat herhjemme om, hvor de sidste 10-15 års stadigt mere militariserede danske udenrigspolitik har ført os hen, og hvad den har gjort ved vores selvforståelse – og ved Danmarks udenrigspolitiske indflydelse og internationale anseelse, ikke mindst i verdens kritiske brændpunkter.

Poul Villaume er dr.phil., professor i samtidshistorie, KU, og bestyrelsesmedlem i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).